Denne artikel er lavet i samarbejde med Solidaritet, hvor den udkommer snart (solidaritet.dk)

‍

Algeciras.

‍

En af Europas travleste havne, et knudepunkt for global handel – og et centralt sted i Israels folkemord i Palæstina. Her har Mærsk fragtet våbendele til Israel, trods politiske og fysiske blokader.

‍

Det kom nemlig frem i november, at trods både den politiske og fysiske blokade var der skibe, der slap igennem med våben i lasten.
‍

Det stigende fokus på Mærsk som hovedaktør i våbenleveringen fra USA og Vesten til Israels folkemord kulminerede i forrige uge med Mask off Mærsk-bevægelsens aktion ved Mærsks hovedkontor på Esplanaden i København.
‍

I Algeciras træder Mæarsk tydeligt frem som det mest synlige shippingfirma blandt containere, lastbiler og skibe.
‍

På vores skærme, i radioen og i vores aviser, ser vi dog næsten ikke noget til dem.
‍

Ligesom Terma har Mærsk forholdt sig næsten tavse i medierne omkring deres medvirken i faciliteringen af våben til Israel – selv efter det er kommet frem, at Israel har dræbt 5-9-årige børn mere end nogen anden aldersgruppe, og en international arrestordre er blevet udstedt på de to hovedansvarlige, Benjamin Netanyahu og Yoav Gallant.
‍

Det lykkedes at komme igennem til Mærsks internationale pressechef, Jesper Lov, for tre uger siden, men han var meget kort for hovedet og ville ikke svare på spørgsmål i telefonen.

Han sagde – ligesom Termas kommunikationschef – at han ville svare på mine spørgsmål, hvis jeg sendte dem på mail. Det gjorde jeg så, og ligesom Terma har Mærsk fortsat ikke svaret på dem.

‍
‍

Stigende pres på industrien
‍

Det stigende pres fra aktivister, der på mange måder har taget over som de voksne i samfundet, efter hele det politiske system er kollapset og mediebranchen har svigtet deres ansvar og i nogle tilfælde direkte medvirket til at muliggøre folkemordet, kulminerede i mandagens aktion ved Mærsks hovedkontor.
‍

Aktionen ekkoer blokaderne ved Termas hovedkontor sidste år og viser, at den fortsatte våbenlevering og de manglende svar ikke accepteres.
‍

Aktionerne ligner mere og mere en form for civil anholdelse af industrien. For hvad gør man egentlig, når retssystemet ikke træder ind mens børn og civile bevidst bliver myrdet; når mediebranchen ikke viser virkeligheden som den er; og når dem, man har stemt på som opretholdere af konventioner og menneskerettigheder, deltager i at bryde international lov?
‍

At se politiet banke løs på unge, fredelige aktivister foran Mærsks hovedkontor viste den diskrepans mellem statens udadtil kommunikerede budskaber og egentlige handlinger meget tydeligt.
‍

Det får politiet til at fremstå mere som en slags personlige bodyguards og voldsmilitia for industrien og staten frem for som beskyttere af befolkningen.
‍

En dyster virkelighed, som jeg vedvarende har oplevet i mit arbejde med klimajournalistik i Canada. Det fremstår hver gang som et meget tydeligt billede på verdenssituationen, på klimakrisen og nu på det totale kollaps af den vestlige verdens stater og industrier i deres brede facilitering og støtte af det igangværende folkemord på primært børn og civile i Palæstina.
‍

At Mærsk-aktionen og politiets voldsomme reaktion sker samme uge, som Amnesty begynder deres retssag mod den danske stat for stop af al våbeneksport til Israel, cementerer kun det indtryk yderligere.

‍
‍

Porten mellem USA og Israel
‍

I Algeciras er der en konstant mærkelig fornemmelse i luften af, at noget føles forkert.

Min udlejer fortalte mig, inden jeg tog af sted, at havnen er kontrolleret af mafiaen. Måske overdriver han. Men så snart jeg kommer ned til havneområdet, mærker jeg med det samme en tung stemning.

Jeg går forbi en café, hvor der sidder en række mænd. Ingen af dem taler sammen, og de har alle vendt stolene mod skibene – som om de holder udkig. Dem der ikke har solbriller på, kigger enten stift ud mod kajen eller vender hovedet og stirrer på mig.

Algeciras virker på mange måder mere som en havn med en by end en by med en havn.

Jeg går langs kajen og ser over på det afspærrede område, hvor al shipping foregår. Containerne er stablet som legoklodser, uigennemtrængelige og anonyme. Det er ikke til at se, om der blandt de mange Mærsk-containere stadig er nogen, der indeholder våben.

‍

‍

Mærsk, Lockheed Martin, Terma og ATP
‍

Hvad vi ved med sikkerhed er, at Mærsk har transporteret 30 procent af samtlige våben fra de amerikanske våbenproducenter Lockheed Martin, Northrop Grumman, Woodward og RTX/Raytheon de sidste 16 måneder.
‍

Sidstnævnte – Lockheed Martin – er den virksomhed, som danske Terma fortsat producerer og leverer våben til. Våben, som jeg i mit interview med Termas kommunikationschef i december kunne afsløre, at de er fuldt bevidste om havner hos Israel.
‍

Terma, våbenfabrikken, som alle indbyggere i Danmark over 16 år er tvunget til at betale til gennem ATP – den tvungne pensionsfond, som har investeret et stadig ukendt milliardbeløb i våbenfabrikken og har en plads i deres bestyrelse.
‍

Da jeg interviewede Termas presseansvarlige, Jørgen Rudbeck, i december 2024, sagde han, at han ikke kan fortælle mig det præcise tal, men at det er tættere på 1 milliard end 10.
‍

Og sådan kan man – som den største pensionsfond i Danmark, som vi alle betaler til hver måned – lave en gætteleg ud af, hvor mange tvungent indbetalte kroner fra den danske befolkning, der går direkte til at lave våben, der bliver brugt til bevidst at dræbe små børn, civile, redningspersonale og journalister.
‍

Mens industriens ansvarlige ledere og medarbejdere enten stikker hovedet i busken eller -  når man endelig får kontakt til dem - har svært ved at tage deres medvirken i et aktivt folkemord seriøst, tager folkebevægelser over hele verden ansvaret på sig. 
‍

Spørgsmålet er nu, om Mærsk, Terma, ATP og alle de andre involverede endelig vil reagere på det stigende pres eller fortsætte med at være aktive hovedaktører i våbenforsyningen til Israel helt indtil det internationale samfund sætter en stopper for folkemordet og opretholder international lov.

‍