ATP trækker 74% af deres investeringer i Israels primære internationale våbenproducenter

Folkemordets pengespor #21

Feature article by  

ATP – Danmarks største pensionskasse med over 5,6 millioner tvungne medlemmer – har trukket deres investeringer ud af fem af Israels primære internationale våbenproducenter.

Ifølge ATP’s seneste regnskaber i deres netop udgivede halvårsrapport betyder det en afinvestering på i alt 521 millioner kroner, hvilket svarer til 74% af deres samlede investeringer i de i alt syv internationale våbenfirmaer, som Kollektivist tidligere har afsløret.

Selskaberne der ryger ud

De fem selskaber, som ATP nu har droppet deres investeringer af vores fælles pensionspenge i, er:

  • BAE Systems – britisk våbengigant, der producerer komponenter til F-35 kampfly.

  • General Dynamics – producent af pansrede mandskabsvogne og artillerisystemer.

  • Leonardo – italiensk våbenproducent, der leverer kamphelikoptere og elektroniske systemer til Israels militær.

  • Rheinmetall – tysk koncern bag granater, ammunition og panserkøretøjer, anvendt i invasionen af Gaza.


Dermed har ATP fjernet størstedelen af deres internationale investeringer i de firmaer, der leverer våben til det israelske militærs folkemord på palæstinenserne.

To selskaber tilbage

Men ATP har ikke solgt ud af alle deres investeringer. To centrale selskaber står stadig tilbage:

  • Lockheed Martin – verdens største våbenproducent og producent af Israels F-35 kampfly, som Terma leverer dele til og som dagligt bruges i bombardementerne af Gaza.

  • Kongsberg Gruppen – norsk våbenproducent, der leverer Joint Strike Missiles, som affyres fra Israels F-35 fly.

Flere af de syv våbenselskaber er udpeget i FN-rapporten From Economy of Occupation to Economy of Genocide af Francesca Albanese, FN’s særlige rapportør for Palæstina, som kerneaktører i folkemordets økonomi: 

Foto: Centre for Financial Accountability


Albanese advarer direkte pensionskasser og banker mod at investere i netop disse selskaber, da de risikerer juridisk medansvar for folkemord.

"Folkedrab indfører øjeblikkeligt forhøjet og direkte ansvar hos alle involverede virksomheder," siger senior professor i international lov Dr. Michelle Kelsall.

Chiara Macchi, juridisk ekspert og professor i international lov, fastslår, at det forhøjede ansvar virksomheder har for øget due diligence i sager om brud på menneskerettigheder ikke forsvinder, men kun skærpes over tid:

“Hvis en virksomhed fortsætter med ikke at føre due diligence, så bevæger de sig over i medskyldighed,” siger hun.

Michelle Kellsall: 

"Alle involverede virksomheder skal øjeblikkeligt trække sig ud og er derudover forpligtet til at bruge deres position til at forhindre yderligere vold," siger hun.

Fra afsløringer til pres

At ATP nu tager dette skridt kommer ikke ud af det blå. Kollektivist afslørede henover sommeren 2025 i en række artikler, hvordan ATP investerede i alle de syv våbenproducenter og afsløringerne skabte straks massiv debat og en række protester.

Kampagnen #IkkeminepengeATP, der allerede var sat i gang på baggrund af ATPs investeringer i Terma, satte efter afsløringerne endnu mere fokus på, hvordan danskernes tvungne pensionspenge bliver investeret i en lang række våben, der dræber civile i Gaza.

Aktivister har både organiseret en aktion foran ATP’s hovedkvarter, foran deres afdeling ved Vesterport i København og mødt op til to af deres bestyrelsesmøder, hvor de stillede spørgsmål direkte til ATP’s bestyrelse og forsøgte at overrække en underskriftindsamling med over 5000 underskrifter.

“En sejr – men kampen fortsætter”

Aktivister kalder beslutningen en vigtig sejr, men understreger, at kampen langt fra er slut:

“Det viser, at pres virker. Når vi organiserer os, kan vi tvinge selv de største institutioner til at ændre kurs. Men ATP investerer stadig i dele af Israels militære maskineri. Vi skal ikke acceptere at én eneste krone af vores pensionspenge går til folkemord,” siger en talsperson fra kampagnen #IkkeminepengeATP.

Det er første gang, ATP i nyere tid har reduceret så massivt i investeringer i våbenindustrien som direkte konsekvens af journalistiske afsløringer og pres fra civilsamfundet. Beslutningen kan derfor ses som et historisk skridt.

Da Kollektivist i forbindelse med denne artikel efter mange tidligere forsøg lykkedes med at komme igennem til ATP med skjult nr. afviser deres pressechef Jørgen Rudbeck, at deres pludselige afinvestering skyldes vores afsløringer eller det massive pres fra aktivister: 

JR: "Det kan der være alle mulige grunde til. Det kan være, det bare har været en god investering."

KL: "Så I er faktisk okay med at investere i Israels våbenproducenter?"

JR: "Nej det siger jeg ikke. Øh, kan jeg få dig til at sende dine spørgsmål på mail i stedet?"

Kollektivist følger pengesporet

ATP’s beslutning om at trække 74% af deres investeringer i Israels primære internationale våbenproducenter, hvadenten de vil indrømme grunden til det eller ej, dokumenterer vigtigheden af undersøgende journalistisik og hvordan dybdegående afsløringer og folkeligt pres kan flytte selv Danmarks største finansielle institutioner.

Kampen om den danske befolknings pensionspenge fortsætter.

Kollektivist vil fortsat undersøge, hvorfor ATP fastholder investeringerne i Lockheed Martin, Kongsberg og Terma – og med at afdække forbindelserne mellem almindelige menneskers penge og de virksomheder, der medvirker i Israels folkemord og de våben, der dagligt bruges i deres bombardementer af Gaza.

ATP dropper 74% af deres investeringer i Israels primære internationale våbenproducenter

Story
by 
Kristian Lindhardt