Det globale koloniale imperie er i sit svageste stadie, det nogensinde har været i.
Det virker ikke sådan. Når vi ser ødelæggelsen, massemordene, bevidste drab af børn, civile, redningspersonale og journalister, virker det modsat.
Vi har set alle former for ekstrem vold, der findes, blive udført i en grad, der er så ekstrem, at vi er nødt til at finde nye ord for at beskrive den.
Det kan få udøverne af den vold til at se magtfulde ud. Men virkeligheden er, at de er mere svækkede og desperate end nogensinde før.
Vi har været i en tilstand af chok så længe — på et fysisk, følelsesmæssigt og relationelt plan — at vi har glemt det, vi alle ved på et spirituelt plan:
Ekstrem vold er aldrig et tegn på hverken magt eller styrke.
Tværtimod er det et sidste desperat forsøg på at fastholde en magt, der for længst er smuldret.
Kun en komplet afgrundsdyb mangel på indre magt, søger den så ekstremt udenfor sig selv og over sine omgivelser.
For hvert drone- og bombeangreb og for hvert psykotisk forsøg på retfærdiggørelse af det, destruerer imperiet sig selv.
De har ikke opdaget det endnu, men vi andre ser det. Vi der stadig mærker, mærker det:
Imperiet, stadig opslugt i de sidste stadier af sin feberdrøm om kontrol og dominans, har ikke endnu indset sin egen uundgåelige undergang. Men verden har. Menneskeheden har. De af os, der stadig lever indeni. Vi ser det:
Det globale koloniale imperies langsomme endeligt, der nu kulminerer i et altødelæggende spirituelt selvmord, hvor det forsøger at tage så mange og så meget med sig ned i afgrunden som muligt.
Et imperie, der endnu ikke har forstået, at verden er rykket videre. Magten, de troede var uendelig og stadig deres, er allerede væk – gledet ud af deres hænder som sand mellem deres fingre.
Det eneste, de har tilbage, er desperate magtdemonstrantioner i form af invasioner, massemord og overtagelse af land og naturressourcer.
Den mest primitive form for magt, der historisk har vist sig at have kortest holdbarhedstid.
Reel magt ligger i oprigtig inspiration. I kultur, bæredygtige fællesskaber og dybe relationer. Derfor har USA gennem flere hundrede år brugt så meget energi på deres enorme propagandamaskine, at den er blevet til global eksport af kultur.
De har brugt ægte, kreative mennesker til at få imperiet til at se vedrørende, nærværende og relaterbart ud.
Men selv verdenshistoriens største propagandamaskines narrativ vakler mere og mere og bidder sig ikke for alvor fast længere i selv de mest overbeviste.
Alting virker mere desperat.
Som at sætte sig i biografen for at se en Hollywood film i 3D uden briller, hvor man pludselig kan se mikrofonen i toppen af lærredet og skuespillere, der stammer og glemmer deres replikker.
Vi har prøvet at forstå imperiet ved at analysere det politisk og prøve at forstå, hvordan mennesker, virksomheder og fællesskaber igen og igen kan gøre de mest vanvittige ting, der går stik imod den fortælling, de projicerer udadtil. Men det er at gå ind på deres bane og forsøge at tale deres selvopfundne sprog, der netop er opfundet for at vedligeholde imperiets position.
Vi kan i stedet finde mange af de svar, vi leder efter, under de strategisk producerede overflader, hvis vi går dybere ind i psykologien og spiritualiteten, der styrer alting bag facaderne.
USA og Israel er det man i psykologien ville kalde overt narcissister = der med larm, ekstrem vold og intens selviscenesættelse demonstrerer deres påtagede dominans, som cover up for en komplet indre mangel på reel magt, - den eneste magt - kærlighed og en indre selvfølelse. Det er derfor så mange steder i USA virker som en filmkulisse. For det er det. Og det er derfor den israelske lobby først og fremmest er en medielobby, der begrænser kritik og fremmer positive fremstillinger af besættelsesmagten.
Det er ikke tilfældigt, at den største film-, musik-, sports- og mediebranche ligger i verdens største besættelsesmagt, USA-Israel, med det største militær.
Danmark og Canada er det man i psykologien vil kalde covert narcissister - de skjulte, skrøbelige og "høflige" narcissister, der siger de rigtige ting, men under overfladen er passivt aggressive, manipulerende og udnyttende. Deres vold er skjult og systematiseret og gemt bag bureakrati, "politisk debat" og "sagsbehandling".
De taler som en ven, mens de stikker en kniv ind mellem dine ribben og tapper dit blod. Når du reagerer krammer de dig og spørger dig, hvad der er galt. Hvis du bliver vred og skubber dem væk og fortæller andre, hvad de har gjort, spiller de offer, der er chokerede og slet ikke kan forstå din 'pludselige' og 'voldsomme' reaktion.
Danmark har skjult sine forbrydelser mod menneskeheden under lag af jantelov, socialisme, ordentlighed, høflighed og albuerne trukket ind til siden. Under falske smil og forsigtig diplomati. Under Danmarksindsamlinger og "Udviklingsbistand", der under overfladen er fortsat neokolonial kontrol og propaganda.
Både de overt og covert narcissister, der udgør imperiet og dets støtter begår desuden narcissistisk forskydning, der består i, at narcissisten projicerer dårlige kvaliteter over på andre og klistrer dem på dem som mærkater og håber de sidder fast, mens de stjæler og ifører sig deres gode kvaliteter og tager dem på sig, som var det deres egne.
Men flere og flere indbyggere i de koloniserende lande, er ved at vågne op fra fortællingen trukket ned over deres hoveder, og indse det, som de koloniserede lande altid har vidst: At imperiets kultur er en løgn baseret på invasion og udnyttelse, som kompensering for manglende indre styrke og projicering af dyb usikkerhed.
Imperiets udløbsdato er allerede overskredet. Så nu står det på hylden og lugter surt og prøver at sælge sig selv med nye mærkater og ekstra promovering. Men vi kan alle lugte det. Lugten er rådden og fylder hele rummet — hele planeten.
Det er derfor, at gøglershowet på propagandascenerne virker så klodset og påtaget nu. Publikum er begyndt at opdage, at de er et publikum.
At de har siddet i generationer i et biografsæde med VR-briller på og set imperiets produktion. At de er bedøvede af sukkerdrop i armen og konstant stimulering af alle sanser.
De begynder at komme til sig selv og indse, at filmen — uanset hvor velproduceret den er — ikke er lige så overbevisende, når man tager VR-brillerne af, tager droppet ud af armen og rejser sig fra sædet.
Den ubehag og vaklen, der opstår i sjælen ved at indse det, er den spirituelle udgave af fornemmelsen, der opstår når man har siddet ned for længe og benene sover. Det snurrer og kramper og man er i tvivl om de stadig virker. Men man ved også, man ikke kan sætte sig ned igen. At det kun bliver værre, hvis man prøver.
Så vi rejser os og mærker ubehaget, uanset hvor længe det tager, og begynder at gå på stavrende ben ud af biografen, mens vi åbner vores øjne og hjerter igen, mærker solen og udtrykker hvem vi er — hvem vi hele tiden har været — under alle lagene af imperiernes systematiserede hjerne-, hjerte- og sjælevask.
Og vi husker, at naturen altid vinder. Den virkelige verden, hvor mennesker mærker og lever, vinder.
Den spirituelle verden, vi ikke kan se, ændrer sig før den fysiske. 5D bevæger sig hurtigere end 3D. Og den spirituelle kamp er allerede vundet. Det mangler bare at vise sig i den verden, vi kan se med vores sanser.
Men vores sjæl kan mærke det.
Dybt inde ved vi, at ethvert regime, der går imod naturens regler, altid vil ende med at destruere sig selv.
Den spirituelle sejr tilhører allerede menneskeheden. Og kærligheden og naturen, som er alt liv i forskellige udtryk, ligsom os. De to — i sin naturlige form — er aldrig adskilt.
